Billedophavsret: Badstuen

Odense fik - sammenlignet med andre byer - sent en kommunal badstue, nemlig i 1923. Forud var gået flere års strid mellem byens konservative og socialdemokrater. Byrådet forsøgte allerede i 1903 at imødekomme borgernes behov for et bad ved at lave en aftale med den private badeanstalt Idun, som tilbød billige folkebade i kælderen.

Herrer studerer dagens nyheder i Badstuen i 1950’erne.		Lyset fik en vigtig rolle i kampen om den sunde krop. Lysterapi skulle modvirke sygdom, og brugen af lys som helbredende kilde passede smukt sammen med tidens almene dyrkelse af solens lys og energi.

De næste år diskuterede byrådet flere gange muligheden for en kommunal badstue, men hver gang blev det droppet, da det borgerlige byrådsflertal skønnede, at realiseringen af planen blev for dyr.

Da Idun imidlertid opsagde aftalen med kommunen i 1917, kom en badstue igen på tale. Flere forslag blev diskuteret, men pengene var stadig knappe, og en badstue var ikke absolut nødvendig i en krisetid. Planerne dukkede dog op igen efter 1. verdenskrig. Det blev efterhånden anset som et hygiejnisk - og et moralsk - problem, at en by af Odenses størrelse endnu ikke havde en offentlig badeanstalt. Nye planer blev luftet, og denne gang var der politisk velvilje. Odense fik sin badstue, der officielt åbnede den 13. december 1923.

Badstuen blev indrettet efter alle kunstens regler. Der var kar- og dampbade, medicinske bade og mulighed for massage. Der var en kiosk, en barberstue og en damefrisør samt en restaurant. Bygningen var tegnet af arkitekt Hjalmar Kjær, og der var plads til masser af detaljer - i vestibulens loft var der f.eks. et stort glasmaleri, der var udført af billedhuggeren Elias Ølsgaard.

I en tid, hvor private bade endnu var en mangelvare, gik folk ”i byen” for at få et bad. Stedet opnåede sit absolutte højdepunkt i det sidste krigsår, hvor der var 205.000 badende gæster. De næste år gik det stille ned ad bakke, og i takt med, at stadig flere fik eget badeværelse, blev badstuen overflødig.

De svigtende besøgstal og dårlig økonomi førte til, at et enigt byråd i januar 1967 lukkede badstuen. Den 1. maj – samme dag som den nye svømmehal i Bolbro åbnede – var det slut. I en ny tid blev der stillet andre krav, og i august 1971 åbnede Badstuen som fritidscenter for børn, unge og ældre. Høvlbænke, syborde og drejebænke afløste badekar og brusere. Det nye fritidscenter udviklede sig efterhånden til et kulturhus med massevis af aktiviteter. Her var plads til spillemandsmusik og til punk, ligesom byens foreninger og klubber nød godt af husets mødelokaler. Badstuen blev hjemsted og mødested for et væld af forsamlinger og for mange af byens græsrødder. Gennem et par årtier badede Badstuen sig i succes, men i 1990’erne diskuterede byrådet nedlæggelse, da tilbuddene på Østre Stationsvej næppe længere var fuldt moderne. Og nu er Badstuen blevet en del af Kulturmaskinen. De gamle bygninger bliver til skolestue.